Godt nytår! Har du styr på din løn?

Hvis du står og mangler et godt nytårsforsæt eller et godt tilbud, vil jeg da gerne være behjælpelig med at give dig et: Få tjekket om din løn er rigtig!

Lønsedlen kan være svær at overskue, og det er ingen skam ikke at kunne finde hoved og hale i de mange forskellige oplysninger.

Vi har altid et stående tilbud i GLF, som rigtig mange har benyttet sig af, om at få tjekket sin løn hos os. Og vi har fundet mange fejl og hentet mange lønkroner i de forgangne år.

Det handler ikke om, at der er nogen, der prøver at snyde. Tværtimod møder vi megen samarbejdsvilje både hos kommunen og de administrative ledere, når vi ringer. Vi er enige om, at der skal være orden i sagerne, og folk skal have den løn, de har krav på. Men som lønsystemet er skruet sammen, skal det gennem mange led, inden pengene lander på din konto, og der kan ske fejl undervejs.

De mest typiske fejl, vi finder, er:

  • Forkert undervisningstillæg
  • Forkert løntrin/anciennitet
  • Manglende tillæg (fx DA2-tillæg, vejledertillæg, kvalifikations- og funktionstillæg osv.)
  • Efterreguleringer uden forklaring
  • Fejl i ansættelsesgrad – eller forkert regulering i forhold til nedsat tid
  • Fejl i overtidsbetaling
  • Manglende eller forkerte ulempetillæg

Men heldigvis gennemgår vi også mange lønsedler, som er helt i orden. Sådan er det forhåbentligt også med din. Men vil du være sikker, så send den til 020@dlf.org

 

Med venlig hilsen Lone Degn – Næstformand GLF 

Emner

Målgruppe