Jeg bærer med smil min byrde

Thomas Okt15
Gladsaxe Lærerforening er i konstruktiv dialog med forvaltningen om, hvordan vi fremover kan få en bedre planlægning på skolerne.

Onsdagens byrådsmøde begyndte med sangen ”Jeg bærer med smil min byrde”. Jeg ved ikke, om det var en peptalk til medarbejderne, men jeg synes selv, at jeg lever op til budskabet ved at møde bl.a. kommunens repræsentanter med smil og venlighed. Også når deres tiltag og udsagn af og til er byrdefulde for mig - og ikke mindst de medarbejdere som jeg repræsenterer.
Som opfølgning på vores seneste nyhedsbrev, kan jeg med glæde sige, at jeg er i en konstruktiv dialog med forvaltningen om, hvordan vi fremover kan få en bedre planlægning på skolerne. Jeg fornemmer en stigende erkendelse i skoleverdenen af, at planlægningen af dette skoleår lader en del tilbage at ønske. Vi arbejder på form og indhold, men jeg kan love jer, at foreningen vil spille en meget aktiv rolle i at få gjort rettidighed, ro og reel dialog til grundlag for fremtidens planlægning.
Jeg ser frem til det videre arbejde og har en forhåbning om, at den igangværende dialog kan skabe nye samarbejdsformer mellem kommunen og Gladsaxe Lærerforening til gavn for skolerne i Gladsaxe.
Der har på mindst én skole været uklarhed vedrørende fastlæggelse af omsorgsdage og seniordage. Lad det være helt klart, at man ikke skal planlægge sine omsorgsdage og seniordage for fx et skoleår ad gangen. Dagene skal varsles bedst muligt, men der kan ikke sættes tidsfrister herfor.
Foreningen støtter dog det praktiske i, at skolen midt på efteråret beder medarbejderne om at melde omsorgsdage ind for resten af kalenderåret. Dette af hensyn til, at så mange som muligt får opfyldt deres ønsker.
Jeg har på det seneste deltaget i flere faglig-klub-møder. Udover en snak om kommunale og lokale forhold, har der været særligt fokus på, hvordan man får lavet en ordentlig planlægning af sin arbejdstid. På møderne præsenteres konkrete ideer til, hvordan man sikrer, at også private ting får lov at fylde. Desuden fokus på arbejdsmængde, årsnorm, planlægningsprincip m.v.
Flere besøg er allerede planlagt, og jeg satser meget på at få lejlighed til at komme på alle skolerne.
Danmarks Lærerforening tager initiativ til, at alle skoler i Danmark holder møder i de faglige klubber i uge 45-46. Målet er at få lavet en status på, hvordan det går med folkeskolereformen, arbejdsforhold m.v.
Tillidsrepræsentanter og arbejdsmiljørepræsentanter bliver via møder i Danmarks Lærerforening og lokalt i Gladsaxe Lærerforening klædt på til denne opgave.

God efterårsferie til jer alle fra Thomas

Klik her for at hente hele nyhedsbrevet

Emner

Målgruppe