Siger Gladsaxe Kommune også ”ja”?

Det er helt afgørende for folkeskolens udvikling, at Gladsaxe Kommune kommer lærerne i møde, så de grundlæggende rammer omkring arbejdet på skolerne fremover baserer sig på en moderne og nytænkt aftale. De ufleksible regler, som regulerer dette skoleår, giver ikke en bedre skole. Vi har brug for at få fokus på, hvordan lærerne og børnehaveklasselederne opnår bedre muligheder for at levere god undervisning, så elevernes læring sikres.

70,1% af Danmarks Lærerforenings medlemmer har stemt ”ja” til overenskomsten. Forligsinstitution, konflikt og lovindgreb kom derfor ikke i spil i denne omgang. I Gladsaxe valgte 72,5% af medlemmerne at stemme. 55,1 % stemte ”ja”, mens 44,9 % stemte ”nej”.
Mange af vores medlemmer har oplevet, at det var svært at tage endelig stilling til, hvad man skulle stemme. Faktisk er billedet 55/45 sikkert meget betegnende for, hvordan forholdet til overenskomsten ser ud inde i hovedet på en typisk lærer. Trangen til at udtrykke sin utilfredshed med tingenes tilstand fylder meget, og det er forståeligt. De mange ja-stemmer er primært et udtryk for en afvejning af midlerne. Et flertal har vurderet, at et ”nej” ikke var den rette vej frem. De sætter deres lid til, at fornuften vil få overtaget således, at dialog mellem parterne kan føre til en anden virkelighed end den, som vi p.t. lever under.

Forude venter forhandlinger med kommunen. Den nye overenskomst lægger op til en række forbedringer af rammerne omkring lærerarbejdet. Jeg håber, at kommunens repræsentanter møder op med mandat til at give overenskomstens ord reelt indhold.

 

Thomas Agerskov, formand for Gladsaxe Lærerforening.