Har du krammet din tillidsrepræsentant i dag?

Ellers skulle du måske overveje at gøre det.

I dette første reform- og Lov 409-år, er muligheden for at udføre sit hverv som tillidsvalgt mildest talt ikke blevet mere gunstig. Aftalen er, at de skal have den nødvendige tid til at udføre deres TR-arbejde. Nuvel, det kan man ikke komme uden om. Men har de også den nødvendige tid, eller bare tid, til at løse alle de andre opgaver, som ikke har med tillidshvervet at gøre? Undervisning, forberedelse og efterbehandling, deltagelse i team-, afdelings- og udvalgsmøder, kompetenceløft i Synlig Læring, skole/hjem-samarbejde osv. osv.


At være TR er en stor ”øvrig opgave”. På nogle skoler i Gladsaxe har TR i dette skoleår en undervisningsreduktion årligt på 40 timer, på andre skoler er der ingen reduktion, og TR har de samme forpligtelser som de øvrige lærere, der i dette år også underviser væsentligt mere, for at finansiere folkeskolereformens krav om en længere skoledag for eleverne.


Måske bliver du nogen gange i tvivl om, hvad en tillidsrepræsentant egentlig laver.
En TR’s arbejde og opgaver er ikke altid synlige. De er en vigtig brik i alle skolens forhold og skal være med til at fremme og vedligeholde rolige og gode arbejdsforhold. Dette arbejde foregår tit på et niveau, hvor man ikke kan gå ud og råbe højt om det. Udover at deltage i et utal af møder, ansættelsesudvalg og ofte skolebestyrelsesarbejde, tager de sig også af personhenvendelser, lønsager og samarbejder med AMR om arbejdsmiljøforhold, og lægger skuldre og ører til kolleger, der har brug for hjælp.


Forholdene for TR er væsentligt forringet i Gladsaxe i forhold til tidligere år, og det i et år hvor der mere end nogensinde er brug for den ”brik”, der varetager dine og organisationens behov, i målet om at skabe den bedste skole for alle.


Jeg er imponeret og stolt over vores TR’er, der har påtaget sig det ansvar og det arbejde, der er af kæmpe betydning for os som faglig organisation, for jer som lærere, for ledelserne og for skolerne i Gladsaxe.


/Lone Degn – Næstformand Gladsaxe Lærerforening

Emner

Målgruppe