Brev til medlemmerne fra Gladsaxe Lærerforenings formand

Kære medlemmer af Gladsaxe Lærerforening

Kontingentet falder:
Indledningsvis kan jeg viderebringe den glædelige nyhed, at Danmarks Lærerforening har taget et par initiativer, der betyder, at dit fagforeningskontingent pr. 1. august (og fire år frem) bliver sat ned med 313 kr. om måneden. Dette sker for at medlemmerne kommer nemmest muligt gennem perioden med konfliktlån/konfliktkontingent.
Det betyder, at den månedlige merudgift, som lockouten kommer til at pålægge det enkelte medlem, er kommet ned på lige godt 100 kr.

Planlagte medlemsaktiviteter i det kommende skoleår:
  • 23. august om aftenen afholder vi ”lockinn-fest” på Stengård Skole.
  • 25. september kl. 15.15 afholder vi ekstraordinær generalforsamling, hvor vi sammen med jer vil se på, hvordan foreningen ruster sig bedst muligt til den nye virkelighed, som lovindgrebet har dikteret pr. 1. august 2014. Vi vil være top-forberedte og satser på, at I vil komme med et bidrag til, hvor vi skal hen og hvordan. Lad ånden fra lockoutstormøderne blomstre igen!
  • 25.-26. januar er der medlemskursus på Frederiksdal.
  • 21. februar er der volleyturnering med efterfølgende fest.
  • 5. marts kl. 15.15 er der generalforsamling med bl.a. valg af formand og bestyrelse.

DHL-stafet:
På baggrund af henvendelser fra flere skoler har bestyrelsen besluttet, at Gladsaxe Lærerforening kaster sig ud i DHL-stafetten. Kredsen står for deltagerbetalingen, løbetrøje og hyggen omkring arrangementet i Fælledparken. Vi håber, at alle skoler vil stille med et eller flere løbehold og mange tilskuere.
Arrangementet finder sted i sidste uge i august. Tillidsrepræsentanterne vil snarest informere jer om tilmeldingsprocedure, dato m.v., men gå bare i gang med at træne og samle hold allerede nu.

På foreningens vegne
Thomas Agerskov

Emner

Målgruppe