Visible union into action

I dette nyhedsbrev kan du læse om: Resultatet af kredsens forhandlinger med kommunen om lærernes og børnehaveklasse- ledernes arbejdsforhold. Opgørelse af din arbejdstid. Ekstraordinær generalforsamling vedr. Gladsaxe Lærerforenings feriekolonier.

Spisetilsyn, opgaveoversigter, vikartimer, linjefag…

Det har taget lang tid at få resultatet af vores forhandlinger med forvaltningen endeligt godkendt alle de rigtige steder på Rådhuset, men nu skulle den være god nok…

Vi har opnået i hvert fald ét afgørende resultat, som jeg er særdeles godt tilfreds med, da det er en problematik, som vi fra kredsens side har arbejdet på siden foråret 2014:


Det er slut med den halve times spisevagt, som mange lærere og børnehaveklasseledere har måttet løse oven i deres undervisningsopgave. I det kommende skoleår bliver det for indskolingen og mellemtrinnet således, at al den tid, som du har sammen med eleverne i skoledagens løb, betragtes som undervisning.
Der vil sikkert i praksis ske det, at spisetiden fremover hovedsageligt løses af skolepædagogerne. Opgaven kan gives til en lærer eller børnehaveklasseleder, men så tæller tiden med i den samlede undervisningsopgave, der for lærerne i Gladsaxe i gennemsnit er på 757 timer om året.


For udskolingens vedkommende kunne vi ikke finde en fuldkommen løsning i denne omgang. Her vil der fortsat være en kollektiv tilsynsopgave, som lærere og pædagoger skal dække. Vi ville gerne have landet en løsning for dette område, men er fast besluttede på at arbejde videre på sagen i det kommende år. Jeg understreger lige, at der er tale om et kollektivt tilsyn, som både lærere og pædagoger skal bidrage til. Det er skolens leder, der i sidste ende afgør, hvor mange medarbejdere, der skal til for at have det fornødne tilsyn. Vi klæder vores tillidsrepræsentanter godt på til opgaven med at drøfte dette med skolelederen og følger emnet tæt i det kommende skoleår.


Både forvaltningen og vi er meget opsatte på, at alle lærere får en reel drøftelse af deres opgaveoversigt, inden den færdiggøres. Vi har aftalt, at drøftelsen tager udgangspunkt i et oplæg, som du modtager i forvejen. På den måde kan du forberede dig til drøftelsen. I den forbindelse kan du forinden tale med dine kolleger, din TR, kredsen eller andre, som du mener, kan være dig til hjælp og gavn.
Opgaveoversigterne skal være færdige den 1. juli.


Vikaropgaver er ikke en integreret del af lærerarbejdet. Skolerne har håndteret dette område meget forskelligt. Vi har fra kredsens side ikke noget i mod, at lærerne bruges som vikarer, da det jo er en kvalitativ god løsning. Det afgørende er, at vikaropgaverne ikke skal forringe mulighederne for at passe de mange andre opgaver, som en lærer har.
Vi er blevet enige med forvaltningen om, at lærerne i særlige tilfælde kan bruges som vikarer og – meget væsentligt – at det skal drøftes, hvordan vikaropgaven afregnes.


Vi kunne desværre ikke lande en aftale om tid til de lærere, der skal læse linjefag. Foreningen ser med stor bekymring på dette område. Forleden dag hørte jeg om en lærer, der havde fået ”tilbudt” en undervisningsreduktion på 40 timer i det kommende skoleår. Hun skulle så læse et linjefag over to år. Altså et halvt linjefagsstudie for en undervisningsreduktion på 40 timer. Det vil sige 80 undervisningstimer for et helt linjefagsstudie. Dermed siger den pågældende skoleleder faktisk, at en lærer ville kunne læse 9 linjefag på et skoleår, hvis hun blev fritaget fra at undervise. Jeg tror, at den manglende logik taler for sig selv! 

Forvaltningen er enig med os i, at linjefag skal læses under ordnede forhold. Det skal skolerne leve op til. For at understøtte dette område er vi blevet enige om, at kreds og forvaltning i efteråret følger konkret op på emnet. 

Kredsen vil desuden indgå i en følgegruppe vedr. undervisningskompetence. Altså processen i forhold til, hvem der ”må” undervise i hvad, når loven siger, at alle i 2020 skal have undervisningskompetence i det, som de underviser i.

En stor del af dette forårs møder har handlet om, hvordan de 15 arbejdsdage, som ligger udover elevernes undervisningsdage, skal placeres, og hvad de skal bruges til. Forvaltningen har insisteret på, at beslutningen herom skal ske på den enkelte skole. Det har vi måttet acceptere. Vi er til gengæld godt tilfredse med, at en stor del af de input, som vi har bidraget med, er kommet med i den vejledning, som forvaltningen har udsendt til skolerne. Vores tillidsrepræsentanter er p.t. i gang med at drøfte dette emne i skolernes MED-udvalg. Vi forventer, at der sker en mærkbar kvalitetsforbedring på dette område. Jeg er ikke imponeret over det, som jeg har set i de to seneste skoleår.

Vi havde fra kredsens side en del forslag, som desværre ikke blev til virkelighed. Vi vil selvfølgelig evaluere på såvel proces som resultat. For egen regning forsøger jeg mig med denne konklusion:

Jeg vælger at fokusere på, at vi igen – via dialog og samarbejde – har skabt resultater, som forbedrer skolerne for både elever og medarbejdere. De ting, vi ikke kom igennem med, bliver på blokken, og vi bliver ved mødebordene.


Øvrige nyheder
Der er i disse dage valg til medlemsforum i Lærernes Pension. Vi opfordrer fra kredsens side til, at du stemmer på en af disse to Gladsaxelærere, der begge er på genvalg, og som får mine bedste anbefalinger:
Rune Ibsen er lærer og tillidsrepræsentant på Bagsværd Kostskole og er en del af Gladsaxe Lærerforenings bestyrelse.
Torben Nielsen er lærer på Skovbrynet Skole og tidligere tillidsrepræsentant samme sted.


Vejret er her allerede, og sommerferien nærmer sig med hastige skridt. Dermed afslutter vi et skoleår, og jeg vil henlede opmærksomheden på, at du har krav på at få opgjort din arbejdstid. Skolens ledelse har pligt til at gøre op, hvor meget, hvornår og med hvad du har arbejdet. Hvis den samlede tid overstiger de 1680 timer, som du har fået løn for, skal du have overtidsbetaling eller afspadsering.


En anden mulighed er, at der er lavet om på, hvad du har brugt din tid på. Hvis du fx har undervist flere timer end det, der står på din opgaveoversigt, skal du – hvis tallet er over 750 timer – have 118 kr. i undervisningstillæg pr. ekstra undervisningstime.
Både tillidsrepræsentanter og kredskontor er klar til at hjælpe dig med dette emne, hvis du har brug for det.


Inden dette nyhedsbrev slutter med indkaldelse til en ”lille” ekstraordinær generalforsamling, vil jeg varsle, at vi kommer med endnu et nyhedsbrev inden sommerferien. Her vil du bl.a. kunne læse om:
 Resultat af kommunal lønforhandling
 Foreningens initiativer og arrangementer i det kommende skoleår

De bedste hilsner til jer alle fra
Thomas


Ekstraordinær generalforsamling
Der indkaldes hermed til ekstraordinær generalforsamling i Gladsaxe Lærerforening onsdag den 15. juni kl. 15.30 i kredsens lokaler på Stengårds Alle 197, 2860 Søborg.


Dagsorden:
1. Valg af dirigent

2. Ændring af vedtægternes paragraf 21 om feriekolonierne. (Teksten i paranteserne slettes).

Stk. 1. (Feriekoloniernes daglige administration varetages af en forretningsfører, der refererer til foreningens formand)
Stk. 2. Feriekoloniernes regnskab føres af en kasserer.
Stk. 3. (Forretningsføreren og) kassereren ansættes og afskediges af bestyrelsen.
Stk. 4. Ansættelse af (forretningsfører og) kasserer sker efter forudgående opslag. Fra begge sider gælder en opsigelsesfrist på 3 måneder.
Stk. 5. (Forretningsføreren kan ikke være medlem af bestyrelsen.) 
Stk. 6. Feriekoloniernes regnskab, der går fra 1/1 til 31/12, revideres af foreningens revisorer, desuden af en statsautoriseret revisor. Budget og regnskab godkendes af bestyrelsen.
Stk 7. Alle større beslutninger træffes af bestyrelsen.
Stk. 8. Uddelegering af opgaver og ansvarsområder fastsættes i bestyrelsens forretningsorden.


Motivation:
Den nuværende forretningsfører, Poul Hansen, har opsagt sin stilling med virkning fra 1. august 2016.
Kolonierne står midt i betydelige udfordringer såvel økonomisk som organisatorisk. Bestyrelsen ser med stor bekymring på situationen og har således i det seneste års tid i stigende grad måttet involvere sig i økonomistyring, organisation m.v. Det er vores vurdering, at der skal grundlæggende ændringer til.
Gladsaxe kommune er midt i et analysearbejde vedr. kolonierne. Der skal træffes en politisk beslutning vedr. det fremtidige grundlag for kolonivirksomhed.
Bestyrelsen finder det ikke hensigtsmæssigt at ansætte en ny forretningsfører under de ovennævnte omstændigheder. Der er for mange ubekendte til, at vi kan lave en præcis jobprofil. Det vil således være svært for os at skabe et klart billede af jobbet for potentielle ansøgere.
I skoleåret 2016-2017 vil driften blive varetaget af vores sekretær, Rita Hagmann, der suppleres af kasserer, Signe Haagensen. Der vil desuden blive trukket på de ekspertiser, som findes blandt de frikøbte på kredskontoret.
Bestyrelsen i almindelighed og foreningens formand i særdeleshed vil være meget tæt på kolonierne.


3. Vedtagelse vedrørende plan for kolonierne.
”Bestyrelsen skal senest på den ordinære generalforsamling i 2017 fremlægge en plan for koloniernes fremtid.”

4. Evt.

På bestyrelsens vegne
Thomas Agerskov

Emner

Målgruppe